Visum til Mexico – Hvordan er reglerne for danskere? (2026)

Mexico er efterhånden blevet et af de mest populære rejsemål i Nordamerika- heldigvis er indrejse til Mexico ret ukompliceret som danske, men der er nogle regler, som er vigtige at kende, så du undgår bøvl i lufthavnen og under selve rejsen.

Jeg har her i artiklen samlet det vigtigste omkring visumreglerne, baseret på egne rejser og de ting, jeg ville ønske, jeg havde vist første gang.

Skal man have visum til Mexico som dansker?

Nej.
Du behøver ikke søge visum på forhånd for at rejse til Mexico, hvis du er dansk statsborger. Du får i stedet automatisk tildelt et visum ved indrejse, som gælder i op til 180 dage.

Det er faktisk en af de mest generøse ordninger i hele Nordamerika – langt lettere end både USA og Canada.

Det betyder i praksis:

  • Du lander i Mexico
  • Grænsebetjenten spørger kort til din rejse
  • Du får et visumstempel i passet
  • Og det var det

Så længe du ikke planlægger at arbejde eller studere, er det virkelig ligetil.

Hvor længe må man være i Mexico?

Som dansker kan du opholde dig op til 180 dage på en almindelig turisttilladelse.

Men:
Det er ikke garanteret, at du får alle 180. Det afgøres af grænsebetjenten. De fleste får dog 90–180 dage uden problemer.

Personligt har jeg altid fået 180, men jeg kender også nogen, der har fået 60 eller 90. Det afhænger ofte af, hvor detaljeret du kan forklare dine rejseplaner.

Hvad spørger de om ved indrejse?

I lufthavnen kan du blive spurgt om helt almindelige ting som:

  • Hvor du skal bo (de vil gerne se en booking eller have en adresse på hvor du skal bo under dit ophold)
  • Hvor længe du bliver
  • Hvad formålet med rejsen er
  • Om du har en returbillet

Det er ikke en prøvelse – og slet ikke som USA’s grænsekontrol. De virker generelt afslappede, men de vil sikre sig, at du ikke kommer for at arbejde sort eller blive længere end du har tilladelse til.

Mit tip:
Hav hotelbooking + returbillet klar på telefonen og gerne gemt offline, da internettet i lufthavnen i Mexico City godt kan være lidt tvivlsomt til tider. Det gør alting hurtigere.

Pasregler

  • Dit pas skal være gyldigt under hele opholdet
  • Det anbefales, at det har 6 måneders gyldighed ved indrejse (mange flyselskaber kræver det)
  • Du skal kunne bevise, at du kan forsørge dig selv under rejsen (det bliver dog sjældent tjekket)

Den gamle FMM-formular (Turistkortet) – skal man udfylde det?

De fleste ældre guides nævner et papir, man skulle udfylde: FMM (Forma Migratoria Múltiple).

Der er sket ændringer de sidste par år.

Så I dag:
De fleste lufthavne er gået over til et digitalt system, så du skal ikke længere udfylde en fysisk FMM, og du får ikke en lille seddel med dig ud af lufthavnen.

Men der findes stadig enkelte grænseovergange og lufthavne, der bruger papirvarianten. Det er vigtigt, at du ikke mister den, hvis du får en seddel – den skal afleveres ved udrejse.

Forlængelse af ophold

Det er ikke muligt at forlænge dit turistophold, når du først er inde i landet.

Hvis du vil blive længere, skal du:

  1. Forlade Mexico
  2. Rejse ind igen
  3. Få tildelt en ny periode

Men vær opmærksom: Mexico er begyndt at være mere opmærksom på “border runs” de senere år. Det er ikke en garanti, at du får 180 dage igen.

Arbejde eller frivilligt arbejde

Det er forbudt at arbejde på en turisttilladelse. Det gælder også friviligt arbejde.

Hvis du skal arbejde, kræver det et arbejdsvisum, som din arbejdsgiver i Mexico skal sponsorere.

Tips fra egne rejser

Her er, hvad jeg personligt har oplevet er en god idé:

1. Gem boardingkort og hotelbookinger offline

Fordi WiFi i lufthavne i Mexico kan være ustabilt.

2. Bestil en returbillet

Hvis du ønsker at rejse yderligere rundt i Latinamerika er en enkeltbillet ud af landet nok.

3. Undgå at komme midt om natten

Immigrationskøerne er tit meget kortere om dagen, og personalet er mere tålmodigt, men det kan man ikke altid være herre over.

4. Sørg for rejseforsikring

De spørger sjældent efter den – men hvis de gør, er det rart at kunne fremvise.

Konklusion

At rejse til Mexico som dansker er heldigvis ret nemt. De fleste får en lang turisttilladelse, og der er meget få krav sammenlignet med USA og Canada. Så længe du har dit pas, en flybillet ud af landet og en nogenlunde klar idé om din rejse, glider indrejsen som regel som en smurt ål helt uden problemer.

Mexico er et land, der tager imod turister med åbne arme – og alt det praktiske er faktisk ret simpelt, så ingen grund til de store bekymringer inden da.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top